Tanker ved sæsonstart

Oprettet d. under Cykling

Tanker ved sæsonstart

 

 

Så er sæsonen 2016 for alvor cyklet i gang, på godt og ondt. Hvor er det fantastisk at komme på landevejen igen, og mærke at foråret er på vej, lærken synger og humøret er højt.

Ja, lige indtil vinden og bakkerne kommer i vejen.

Jeg glemmer hvert år, at man ikke bare sætter sig på cyklen og sprinter afsted men, at det er hårdt slid og smerter i starten. Når lungerne hænger uden på tøjet, når benene syrer til og hver enkelt muskel og hvert led beder én om at holde inde med det plageri, ja, så er det at man et kort øjeblik overvejer, om det var bedre at dyrke bowling. Men det er heldigvis kun et KORT øjebliks vildfarelse der kommer forbi, for på trods af smerter og metalsmag i munden, så er det at cykle det bedste i verden og når først anstrengelserne, i starten af sæsonen begynder at give resultater, kan intet slå dig af cyklen. Når konditionen lige så stille forbedres og styrken vender tilbage i benene, giver det psykisk overskud og lyst til flere udfordringer. Men konditionen bedres desværre ikke af sig selv, det er, som sagt, hårdt slid og skubben til fysiske og psykiske grænser hele tiden.

 

 

Uanset hvilket niveau man kører på, om man er begynder eller rutineret rytter, kan det være svært at holde motivationen oppe og fortsætte det gode arbejde frem mod bedre kondition og mere styrke.

Det kan være en fordel at starte sæsonen med at sætte sig et mål, så træningen kan tilpasses målet. Målet kan være meget forskellig fra person til person, men drejer sig vel for os alle om at blive i bedre form. Målet kunne derfor være, at blive i stand til at cykle en bestemt distance, deltage i et bestemt løb eller forøge hastigheden, dette er meget målbare mål.

Men for at nå til sæsonens mål må man lave en plan, så der er mulighed for løbende at se fremgangen. Planen kan være meget detaljeret med træningspas med intervaller, udholdenhedstræning og coretræning, men kan også være en mere overordnet plan der hjælper med at holde én fast i målet. At deltage i den planlagte fællestræning er med til at fastholde et vist træningsniveau, så man ikke forledes til at sige ”jeg gør det bare i morgen”. Der ud over kan der med fordel lægges et eller to ekstra træningspas ind i løbet af ugen, så kan man også regne med der hurtigt sker noget med formen.

Men 1-3 træningspas om ugen kræver jo lidt tid, og mange gange ender planen allerede inden skrivebordet forlades. Men tiden behøver ikke nødvendigvis at ødelægge planen, da det ikke er nødvendigt at træne mange timer hver gang der trænes. Har man kun en time efter arbejde, kan træningen intensiveres med intervaller, fartleg og bakketræning. Udholdenhed kan trænes på de dage, hvor der er tid til 2-4 timers træning.

Det er også vigtigt at træningsdagen planlægges, så man er sikker på at komme afsted. Få spist og drukket rigtigt i løbet dagen og sørg for at være veludhvilet, det fremmer lysten, energien og overskuddet til træning – og så får man mere ud af træningen.

 

 

Det er den fysiske og praktiske side ved cykling – men der er jo også en psykisk side, der spiller en meget stor rolle – måske den største! Jeg kan godt huske, da jeg startede med at cykle. Alle de negative følelser jeg fik bundet sammen med træning, og sidenhen, da jeg overvandt dem i hverdagens cykling, har jeg knyttet dem til konkurrencer og løb. ”Kan jeg cykle hurtigt nok?”, ”De andre er meget hurtigere, stærkere og ikke mindst yngre end mig”, ” Er jeg ikke for gammel til det her” osv. Alt sammen negative tanker, der påvirker min opfattelse af mig selv, som så igen påvirker mine følelser, min adfærd og til sidst har indflydelse på mine præstationer. Altså vores opfattelse af os selv, påvirker vores præstationer. Det vi skal have fokus på er, vores selvopfattelse og så blive bedre til at fortælle os selv, at ”jeg kan godt”.

Pippi Langstrømpe rammer ret meget plet, når hun siger; ”DET HAR JEG ALDRIG PRØVET FØR, SÅ DET KLARER JEG HELT SIKKERT!”.

Men det kommer jo ikke bare ved, at jeg siger til mig selv, at ”jeg kan godt”, det kommer lidt ad gangen og hver gang man har opnået en lille sejr inden i, skal det have tid til at rodfæste sig og blive en del af en. Så husk at være tålmodig og nyd at cykle! "DU KAN GODT"


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar