Tanker om det at være ny på cyklen

Oprettet d. under Cykling

Her under følger en flot og meget personlig beretning fra Pernille om det, at være ny på cyklen og de tanker der bla. er forbundet med at cykle med andre.

Pernille har siden været med ude på 50 km i en pæn stor gruppe - og det gik bare super godt. 

Det er fantastisk at følge en engageret kvinde, der bare gerne vil og kæmper mod sine forbehold - det viser stort mod.

Stort tillykke til Pernille og tak for dit indlæg og personlige beretning - DU KAN GODT - præcis som Pippi! 

 

 

Jeg er indehaver af en rød racer. Det er ikke en særlig en, sådan ret ordinær. Men glad for den, det er jeg altså.

Når jeg kigger på den, så tænker jeg nogle gange, at jeg var modig - noget slet ikke vant for mig.

Den kom ind i mit liv i sensommeren 2013. Jeg havde da godt nok haft en racer før - den fik jeg i 1979, da jeg blev konfirmeret. Så den kunne ikke rigtig tælle med. Og motion havde jeg ikke dyrket i mindst 20 år.
 

Cyklen blev indkøbt på en eneste information. Gearet skulle være et Shimano 105. Det blev jeg rådet til at en cykelkyndig ven. Jeg søgte ikke yderligere information, for hvad cykler angik var jeg blank og jeg vidste, jeg ikke ville være i stand til at dechifrere. Mente gearet var et godt udgangspunkt.

Den blev udstyret med combipedaler, for bare tanken om at sidde fast der i pedalen var angstprovokerende. Gearet fik jeg styr på ved at køre op og ned af vejen utallige gange. Pedalerne blev jeg fortrolig med på skolens fodboldbane, for der på græsplænen slog jeg mig ikke så meget når jeg væltede.

Jeg har lært den at kende endda rigtig godt og den er min ven. Min følgesvend. Næsten på niveau med mine hunde. Der er blevet cyklet rigtig meget i perioder og alt for lidt i andre. Jeg har cyklet rigtigt meget alene og jeg har nydt det, for jeg har ikke haft særligt gode oplevelser med grupper og hold. Der har ikke rigtig været plads til midaldrende kvinder, der er nybegyndere hvad både cykling og det at dyrke motion angår. 

Da vi fik 2016 foræret - sådan er helt friskt år - tænkte jeg, at det skulle være mit år. Så det der med at planlægge - der er jeg med. Ikke sådan på detail plan. Men i store træk. Jeg ved ganske udemærket, hvad det er jeg vil - det handler bestemt om at komme tilbage i god form. Måske endda bedre end den nogensinde før har været. Da jeg cyklede mest, havde jeg på en måde ikke mig selv med. Det skal 2016 udgaven have - den skal have mig med. Sådan helt derind hvor det virkelig tæller. Jeg har ikke nogen plan om antal kilometer i år, jeg har ingen plan om fart. Jeg har bare en plan om at genfinde glæden ved cykle - den der helt rene og simple glæde. Det farlige ved at definere mål, det er jo, at når man ikke helt derhen, så kan man ende med at mene, at man har en fiasko. Jeg tror tit, man glemmer vejen og kampene. Og selv om målet ikke nåes, så er der uden tvivl vundne kampe på vejen.

En af de store udfordringer for mig har været at tage afsted for at cykle sammen med andre. Jeg tilhører nederste del af fødekæden. Dårlig form - for tung. Ikke særlig modig. Ikke megen tro på egen formåen. Sådan helt uden tudekiks - helt nøgternt. Og så er det jo man tænker, om man ødelægger det for de andre, hvis de skal trækkes med tunge langsomme mig. Men jeg gjorde det - tog til begyndertræning en tirsdag aften. I så absolut silende regn. Turde godt, fordi det ikke var noget med at cykle mange kilometer. Fordi begynder jo også indikerer at man starter - et eller andet sted på den ene eller anden måde. Det var så absolut en succes for mig. Så stor, at jeg efter godt nok kraftig overtalelse af min datter turde melde mig til træning en søndag. Den korte rute. Og kun fordi hun lovede at mistede jeg modet fordi jeg ikke kunne følge med, så måtte jeg vende om og hun ville følges med mig tilbage. Men også det faktum, at der ikke står noget nogen sted om, at man skal kunne cykle et eller andet bestemt snit pr. time for at kunne være med, gav mig mod på at prøve. Der står alle ud og alle hjem. Jeg har ikke hørt om nogen, der blev efterladt fordi de ikke kunne følge med.

Så jeg gjorde det, mødte op søndag formiddag på Åbrinken. Med mursten i maven. For hvor meget KdC end bliver rost - var det nu også rigtigt? Og ja, det var rigtigt - alle ud - alle hjem. Jeg hang på bakkerne - det vidste jeg godt på forhånd ville komme. Men jeg kom op - cyklende endda. Der er ikke noget, som skulede eller sukkede over at skulle vente. På hverken mig eller andre. 

Så jeg tør godt en anden gang - hvis turen ikke er for lang. For der er jeg ikke (endnu). Måske jeg heller ikke kommer derhen. Men egentlig er det ikke så vigtigt. Jeg kommer ud. Og jeg oplevede glæden ved fællesskabet. 

Har meldt mig til begynderturen til Rebild - det glæder jeg mig til. Men mon ikke det bliver til en søndag eller to inden da...

At have en målsætning - så længe den kun er i hovedet, så er den forholdsvis ufarlig. Men definerer man den først og gør den officiel, så kan man jo holdes op på den. Hvordan går det med... Ser det ud til at lykkes... Jeg vover pelsen og melder ud, at et af mine mål for cykelåret 2016 er at cykle op af Munkebjerg. Og lykkes det, så vil jeg spise et uhørt antal pandekager med is fra boden i bunden af bakken. En indfriet målsætning er en hel succes - og sådan en skal fejres på behørig vis.

 

 


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar